Bedre livskvalitet til personer med inflammatoriske tarmsygdomme
Forestil dig et liv med kroniske mavesmerter, træthed, diarré, vægttab og mange andre symptomer. Sådan ser hverdagen ud for tusindvis af mennesker i Danmark og millioner på verdensplan, fordi de lever med en kronisk tarmbetændelse som colitis ulcerosa eller Crohns sygdom.
Heldigvis kan vi i Syntese bidrage til bedre livskvalitet for netop denne patientgruppe.
Historien om, hvordan vi nåede hertil, tager sin begyndelse helt tilbage i starten af 1980’erne. Dengang var et hold af medarbejdere fra Ferring i Syntese-afdelingen blandt pionererne, der udviklede en ny oprensningsproces af 5-aminosalicylsyre for at opnå API mesalazin.
Vejen til en bedre behandling
I 1986, takket være denne oprensningsproces, lancerede Ferring Pentasa® til behandling af inflammatoriske tarmsygdomme.
I starten producerede vi mesalazin udelukkende ved at oprense 5-aminosalicylsyre, men vores ambition var, at vi selv ville skabe molekylet. Ved at anvende vandbaseret koblingskemi arbejdede vores udviklingshold og produktionshold sammen om at udvikle en syntese af API mellemprodukt. I 2001 førte det endelig til implementeringen af vores egen godkendte synteseproces.
I dag forsyner vi farmaceutiske virksomheder med API mesalazin til brug i deres egne lægemiddelformuleringer. Det fører til mange forskellige præparater til patienter med inflammatoriske tarmsygdomme.
En del af et farmaceutisk fællesskab
Syntese er et datterselskab af Ferring. Det gør, at vores medarbejdere i dag mærker fordelene ved at være en del af noget større og samtidig mærker følelsen af at arbejde i det nære fællesskab i en mindre virksomhed.
Siden 80’erne er efterspørgslen på mesalazin steget støt, og vi er nu blandt verdens største producenter. Vi har været i konstant udvikling i næsten 40 år og forpligter os til hele tiden at forbedre vores produkt.
Som medarbejder hos os vil du derfor opleve at blive en del af et team, der hver dag gør sit allerbedste for at producere et kvalitetsprodukt, der bidrager til at forbedre livskvaliteten for personer, der lever med tarmbetændelse.